Mon John Mayer ville spise menneskekød?

Interview: Amerikanske John Mayer har i en alder af 29 år overlevet sin 30 års-krise. Med sit mest soulede album til dato blotter bluespopperen sin sjæl og rusker op i sin generation. Og nå ja, så tager han også lige stilling til kannibalisme ... Af: Avisen.dk (Journalist)
Profil | Artikler | Blog

Af Rune Skyum-Nielsen, Amsterdam - rusk@avisen.dk

John Mayer er en af USA's største stjerner, og han må have lagt øren til lidt af hvert om kroppe og kadavere gennem sine syv første år i showbizz. Særligt efter sit gennembrud med sællertsjæleren 'Your body is a wonderland' fra 2001. Men da en journalist fra et danske kvindemagasin kommer i audiens, kan man høre hans grådkvalte grin gennem døren til suiten på et femstjernet hollandsk hotel. Hun slår alligevel alt, han tidligere har været udsat for.

En times tid senere forlader den danske presse-delegation gæstgiveriet, og den 29-årige bluespopper forsøger stadig at fordøje et af kvindemagasinets standardiserede spørgsmål til smækre ungersvende. Han stiller sig i døråbningen og fabulerer:
»Jeg ved ikke rigtig, om nogen vil tro mig, hvis de spurgte, hvad jeg har lavet i Amsterdam. Skulle jeg virkelig svare, at en skribent rejste 3.000 kilometer for at spørge mig, om jeg ville spise menneskekød som en sidste udvej for at overleve. Eller at jeg fløj 15.000 kilometer for at svare på det?«

Under Nyhedsavisens 20 minutter får John Mayer ikke mulighed for at udstille sin utilstrækkelige afstandsfornemmelse yderligere. Sarkasmen siver heller ikke ned ad væggene. Til gengæld glider øjeblikkets bedste sælgende amerikanske artist i flere tilfælde ud over den guldmalede rokoko-stol, han har placeret sit sortklædte korpus i. Sangeren døser efter en heftig koncert aftenen før på et propstoppet spillested i Amsterdam. Sænker gradvist sit sortlokkede hoved og svirper det tilbage på plads med et sæt. Igen og igen og ...

Snerten af smerten
Koncerten bød på prøver fra John Mayers nye album, 'Continuum', men også på en pæn portion af den, tilsyneladede, yderst yndede sarkasme. Som da han skulle til at spille hittet 'Waiting for the world to change', der endnu en gang har skudt ham til tops på de amerikanske salgslister, og introducerede det med en hilsen til veninderne i den George W. Bush-kritiske countrytrio Dixie Chicks:
»Det har ikke været nogen heldig ting for dem at udtale sig om vores præsident. Så det lader jeg være med.«

Næste dag vægrer John Mayer sig fortsat ved at gå til emnet, men han forklarer dog, hvad 'Waiting for the world to change' handler om. Det er ikke nødvendigvis den USA-kritik, som folk gerne fortolker nummeret i retning af:
»Jeg synger jo om verden og ikke bare mit land. 'Waiting' siger noget om vores generation, der sidder med hænderne i skødet og håber, at tingene forandrer sig af sig selv. Meningen er at få folk til at gøre noget, for hvordan kan vi nærmest være stolte over ikke at gøre noget? Ændr det, tag sagen i din egen hånd.

Venter du selv?

»På nogle punkter har man jo ingen chance for selv at gøre noget. Af og til må man vente på, at verden ændrer sig, og på den måde lever man sit liv inden i et større liv.«
»Vores generation er vant til at vente, og jeg selv har ventet på at blive ældre – og frygtet det. Da jeg fyldte 27, fik jeg på mange måder min 30 års-krise. Jeg havde haft travlt, blevet overvældet af succes og manglet kontinuitet, siden jeg var 19. Og det slog mig, at min ungdom lakkede mod enden. Nu lever jeg med min alder og er glad for at modnes med det ansvar og større perspektiv, der følger med.«

Teksterne på John Mayers tredje og til dato mest soulprægede album har i det hele taget fået en snert smerte, der ikke tidligere radierede fra den pæne – nogle ville her tilføje et 'og polerede' – musiker. Det bliver tydeligst på 'Dreaming with a broken heart', hvor han konstaterer, at det ikke altid er spor sjovt at vågne. Op til virkeligheden. »The waking up is the hardest part,« som han synger.
»Det er selvfølgelig noget, jeg selv har prøvet. Når nogen har sagt farvel til mig, eller jeg har måttet sige farvel, 'Åh, hun er her ikke,' tænker man pludselig. 'Shit, det skete! Det skete virkelig!' Den følelse kender jeg alt til.«

Hvad kræver det af dig at skrive den slags lyrik?

»Jeg skal være i et særligt lune og bliver nødt til at være virkelig åben. Det er som at udføre en operation og dykke ind i sig selv, selv om det gør ondt. Tidligere kunne jeg godt sætte mig ned og lave en tekst, fordi jeg manglede én. Nu skriver jeg først, når jeg har idéen. Men inspirationen er ikke kommet til mig længe. Når det sker igen, vil jeg køre løs.«

Måske kan spørgsmålet fra det danske kvindemagasin hjælpe musikeren i gang med et af de helt store eksistentialistiske emner – kannibalisme og menneskets overlevelsesmekanismer. For hvad ville han egentlig gøre, John Mayer, hvis han stod i dilemmaet at måtte spise menneskekød eller krepere selv?
»Jeg ville gøre det. Ville alle ikke det?«