30.4.07

Ekstra Bladet lancerer TV-kanal

Danmarks største nyhedsside på nettet lancerer mandag som den første danske avis sin egen tv-kanal på internettet.

Med åbningen af tv-kanalen tager avisen et vigtigt strategisk skridt for at blive stor i fremtidens mediebillede.

"Med ekstrabladet.tv vil vi sørge for, at Ekstra Bladet bliver en af de seriøse udfordrere til de traditionelle tv-stationer på nettet," siger Hans Engel i en foromtale i Ekstra Bladet søndag.

TV-kanalen vil komme til at rumme nyheder, afsløringer og underholdning i den kendte Ekstra Bladsstil.

Avisen har forberedt lanceringen i lang tid, og har allerede nu produceret mere end 100 indslag – blandt andet i samarbejde med Bastard Film.

Det er meningen at siden skal bruges som et supplement til avisens nyværende nyhedsproduktion. Her skal læsere kunne se dokumentation for afsløringer – og læsere vil blive opfordret til at indsende deres egne optagelser og tip til kanalen, som det i øjeblikket sker på SMS.

Ekstra Bladet lover, at de allerede på premieredagen vil fremvise nogle gode eksempler på, hvordan siden kan supplere afslørende journalistik.

***