DEPECHE MODE @ COACHELLA Live Blog

Webcast fra Indio, Californien.

Depeche Mode spiller deres første festival koncert i mange år.

Transmissionen indledes med en free jazz, trippy udgave af I FEEL YOU. Dave Gahan har en sort vest på den bare overkrop. Man kan godt høre at de netop har spillet næsten 80 koncerter! Han har ikke meget stemme tilbage.

På en noget strammere udgave af BEHIND THE WHEEL får Gahan assistance fra Martin Gore, idet sangen fremføres som synkron sang. Sådan har de vist ikke spillet den før.

Gahan har allerede smidt vesten. Der er varmt i den Californiske ørken.

WORLD IN MY EYES er det tredje nummer i (webcast) sættet. Også her backer Gore op på vokalen. Gahan introducerer Andrew Fletcher på scenen.

"Let me see those hands!"

Så blev det tid til PERSONAL JESUS. Det lader til at Gahan og Gore har tænkt sig at synge alle sangene sammen. Det fungerer faktisk meget godt med Gahan's dybe, smadrede stemme sammen med Gore's englesang.

Depeche Mode har altid været meget blues inspirerede (I Feel You, Personal Jesus), men i dag spiller de nærmest jazz'et! Martin Gore lyder som Wes Montgomery! (Engang så jeg dem spille i Paris, hvor han lød som Nile Rodgers).

"Thank you!"

Martin Gore er på hjemmebane. Han har boet i Santa Barbara, Californien, de seneste fem år.

ENJOY THE SILENCE. Det er greatest hits og det er tid til sing-a-long. Gahan danser snake dance i ørkenteltet.

Det er ret udknaldet at se en Depeche Mode koncert live fra Californien på en laptop i futonen en søndag morgen.

Nu synger amerikanerne sangen. De kan godt teksten, skulle jeg hilse og sige. Depeche Mode er gigantiske i sydcalifornien. Bare tænk på Rosebowl, 101 filmen.

Gahan introducerer Christian på trommer og han spiller noget, der ligner en trommesolo til electro-sequencerne. Nu funker Gore helt ud på Gretsch guitaren. Gahan introducerer Martin Gore med et langt brøl. Han har næsten ingen stemme tilbage.

"Thank you very much. Good night". Øh, hva' ba'?

Depeche Mode er tilbage på scenen. Så blev det tid til Martin Gore på lead vocal. SHAKE THE DISEASE croones akkompagneret af klaver. Det er altså en jazz koncert, det her.

Hvad sker der nu?? Nu spiller de PHOTOGRAPHIC i en mini-punk version!!

A white house, a white room
The program of today
Lights on, switch on
Your eyes are far away

The map represents you
And the tape is your voice
Follow all along you
Till you recognize the choice

I take pictures
Photographic pictures

Bright light, dark room
Bright light, dark room

I said I'd write a letter
But I never got the time
And looking to the day
I mesmerize the light

The years I spend just thinking
Of a moment we both knew
A second boss looking into
It seems it can't be true

I take pictures
Photographic pictures

Bright light, dark room
Bright light, dark room

Hahaha, flippet, flippet. ('Photographic' er den første sang Depeche Mode indspillede).

Så kom vi tilbage til virkeligheden. NEVER LET ME DOWN AGAIN i en langsom, swamp-rock version. Gahan har taget vesten på igen. Gahan skriger med de sidste strimler af stemmebånd. Syret synth solo. Backdroppen fungerer faktisk på webcastet. Det er ret imponerende. Synth solo'en minder selvfølgelig mere om Herbie Hancock end Tangerine Dream. Det er en electro-blues-jazz koncert, det her.

Publikum går amok. Depeche Mode er måske verdens bedste live orkester. De lange, sejge udgaver af de store hits virker. Publikum går i trance.

"Good night, thank you". Gahan forlader endnu en gang scenen. De har spillet 50 minutter. Et kort festival sæt. Men tak for det. Vi ses i Århus.

Næste band på scenen er SHE WANTS REVENGE, et Joy Division/Bauhaus inspireret band.