19.8.06

Streetgolf indtager København


Sig farvel til den kedelige green, og tag golfspillet ind langs kajen på Nyhavn eller ind midt på den pulserende Rådhusplads, hvor du nok aldrig havde drømt om at spille golf.

Den 27. august vil det være muligt at prøve golftalentet af midt i det pulserende byliv, når foreningen Streetgolf inviterer til golffest i Københavns gader. Ni udvalgte hold vil spille golf på blandt andet Rådhuspladsen, Langelinie og Nyhavn. Blandt andre cykelveteranen Jens Veggerby spiller med.

Tilskuerne har dog mulighed for at prøve golftalentet af i et sikret område på Rådhuspladsen. Senere på efteråret regner foreningen med, at arrangere turneringer rundt om i Danmark, der er åbne for alle.

Streetgolf er ingen ny dille

Streetgolf er faktisk ikke en helt ny dille. Sporten startede for 14 år siden under navnet cross golf, da en håndfuld tyske rebeller pakkede golfkøllerne i tasken og skiftede den almindelige golfbane ud med storbyen.

Spillet går i sin enkelthed ud på at spille golf på steder, der overhovedet ikke er skabt til at spille golf på. Det kan for eksempel være ved havnen mellem de store containere og kraner, fra toppen af et højhus eller fra springbrættet på det olympiske svømmestadion i Barcelona.

Det lyder farligt, men faktisk er den vigtigste regel i spillet sikkerhed. Inden den første golfbold bliver skudt af sted, bliver området omkring nemlig spærret af, så ingen kommer til skade.

Ud over sikkerhed er der ingen regler i det nye golfspil. Det er komplet lige meget, hvor mange slag spillerne skal bruge for at få bolden i hul. Det vigtigste er, at få det sjoveste ud af at spille golf.

Natural Born Golfers har blandt andet spillet golf fra Kuala Lumpurs høje skyskrabere og i Berlins gamle, nedslidte industrikvarterer.

Natural Born Golfers har omkring 180.000 medlemmer, og har underafdelinger flere steder i verdenen – blandt andet i Paris, Warszawa og Kuala Lumpur.