21.9.06

Louis Vuitton og Dior sagsøger Ebay

De to franske luksusmærker Louis Vuitton og Christian Dior sagsøger Ebay for 37 mio. euro – svarende til 277,5 mio. kr.

De to virksomheder beskylder Ebay for at lave aktioner på håndtasker, tøj og solbriller fra de to luksusmærker, men som aldrig har været forbi de fine adresser i Paris.

Vuitton og Dior mener, at langt størstedelen af deres mærkevarer, der bliver sat til salg på Ebay er falske, skriver Nyhedsbureauet Bloomberg.

Louis Vuitton sagsøger Ebay for 20 mio. euro, mens Christian Dior kræver 17 mio. euro. fra den verdensomspændende auktionshjemmeside.

Ebay har allerede gjort det muligt for mærkevareindustrien at råbe op, hvis der handles med falske varer på hjemmesiden.

Talsmand for Ebay, Hani Durzy, siger til nyhedsbureauet Bloomberg, at han er skuffet over at Vuitton og Dior nu vælger at gå rettens vej.

"Vuitton og Dior fralægger sig bare ansvaret for at holde øje med deres mærker. Vi vil meget gerne være med til at beskytte deres mærker, når vi sælger produkterne inde på vores hjemmeside," fortæller Hani Durzy fra Ebay.