Michel Houellebecq: Fremtidsroman om livet som klon

Michel Houellebecq: Muligheden af en ø. Oversat af Lars Bonnevie. 350 sider. 299,95 kr. Borgen.

LIGESOM sin navnefader profeten Daniel skal Michel Houellebecqs hovedperson Daniel1 forestille at kunne læse skriften på væggen, tidens tegn og verdens tilstand. Mené, mené, tekél... du er vejet og fundet for let. Forfatterens seneste roman »Muligheden af en ø« – fint oversat af Lars Bonnevie – handler om livets store spørgsmål, genfødsel og det evige liv. Romanens hovedperson Daniel1 er en surmulende narcissist, en pubertær misantrop, der nærer en skrækslagen angst for kroppens forfald og aftagende seksuel energi (en velsignelse efter min mening, da man med alderen slipper for pikkens tyranni). Daniel1 har haft stor succes som stand-up komiker med sin »alliance mellem ondskab og latter«, (der findes underholdende momenter i romanen), han er blevet velhavende af at krænke alle tænkelige religiøse, seksuelle og sociale tabuer. LAD OS KASTE MINISKØRTER NED OVER PALÆSTINA, ÆD GAZASTRIBEN o.s.v er titlen på nogle af hans sketches – tilsat lidt antisemitisme for balancens skyld. Han har endelig, udmattet af at føre sig selv frem, trukket sig tilbage til sin luksusvilla i Spanien med sin smukke, endnu stramrøvede hustru Isabelle, forhenværende chefredaktør for det mondæne ugeblad Lolita, hvis læserskare – ifølge forfatteren – først og fremmest består af midaldrende kvinder med alderdomsfobi. I denne verden – og tilsyneladende også i forfatterens – handler det kun om stramme kusser, sædafgang, penge og berømmelse. Kærligheden er en skødehund ved navn Fox.

Spanien bliver naturligvis et mareridt af tomhed og parret skilles i ligegyldig venskabelighed. Nær sin mid-life krise møder Daniel1 endelig sin store kærlighed. Spændende, ikke sandt? Måske vil denne affære bringe ham ind i en ny udvikling, men nej, forholdet til den 21-årige Esther, den store luder i åbenbaringen, er blot en potensering af gammel adfærd. Esther – enhver pubertetsdrengs drøm – gør sin kunde Daniel1 lykkelig med sin mund, sin g-streng, sin stramme drengerøv og sine gennemsigtige sommerkjoler, men gengælder ikke hans følelser, eller hvad det nu er, han har. Her rumsterer Céline heftigt i baggrunden, om end forskellen mellem »Rejsen til Nattens Ende« og Houellebecqs »Ø« er som mellem ild og opvaskevand. Det stakkels rær må nøjes med fremragende oral og vaginal betjening, og jeg må gribe mig i at tænke, at hvis mænd (franske?) virkelig er så dumme, så ønsker jeg at skifte køn, om end kvinder – ifølge forfatteren – er lige så indskrænkede.

Daniel1 lider af kærlighedssorg, og hans faldende sædproduktion bringer ham i forbindelse med Elohimitterne, en new-age sekt, hvis trosdogme er, at mennesket blev skabt af højerestående videnskabsmænd fra en fremmed planet (Supermans fødeplanet Krypton gør sig her bemærket). Elohim, det hebraiske ord for Gud, kendes også fra »Eloi« i H.G. Wells‘ Tidsmaskinen, tidsrejser er også en drøm om evigt liv), og deres projekt er at skabe evige liv ved hjælp af kloning. Dette er naturligvis kristendomspersiflage.

Omstændeligt beskrives, hvordan de store kristne mysterier omsættes til biogenetisk realitet: sektens myrdede profet genopstår i sin søn, bedraget fremstilles som den første vellykkede kloning. Den katolske nadver – man må vide, at katolikkerne tror, at de indtager frelserens kød og blod, når de indtager brødet og vinen – bliver omsat til kannibalistiske scener; den myrdede profets tolv »morgennymfer« sendes ud blandt de troende som apostle for kærligheden, altså den kødelige, og det hele ender med Daniel1s selvmord, efter at han har testamenteret sin formue og sin DNA til sekten og derved sikret sig evigt liv.

Undervejs får man en stærk mistanke om, at romanen består af to udkast, historien om stand-up komikeren Daniel1 og satiren over Elohimitterne, der nødtørftigt er – ikke klonet – men klæbet sammen.

ROMANENS anden fortæ-lestreng er Daniel1s kloner, Daniel 24, Daniel 25, der i de forløbne årtusinder – i selskab med den klonede skødehund Fox – har tilbragt livet i en slags ubestemmelig jordisk cyberspace med at kommentere deres for-klon faders livshistorie og udveksle lyriske forsøg (under lavmål) med lige så klonede efterkommere af hans gamle kærester.

Atomkrige (hvad ellers?) og klimakatastrofer (naturligvis) har imens lagt Jorden øde, kun spredte flokke af den gamle menneskerace overlever i ruinlandskaberne efter den store vestlige (franske?) civilisations undergang.

Forfatteren skildrer den gamle races sædeforfald med samme visionære kraft, som man kender fra vittighedstegningen om stendaldermanden, der kommer slæbende med sin kølle og sin nedlag-te kvinde ved håret. Prost Mahl-zeit!

Men klonen Daniel25 plages af ubestemmelige længsler – det er nu engang kloners lod – og han forlader en skønne dag sit beskyttede liv for at søge oceanet, (det er uklart, om »Dune« også ligger et sted i romanens matrice, halvkvalt og livløs). Han ledsages af Fox, hans trofaste følgesvend gennem tusinder af år, der med forbløffende hast genvinder sine gamle dræberinstinkter, indtil den selv må lade livet for den gamle menneskerace, mens Daniel25 tilbagelægger sin vandring uden at komme i direkte kontakt med dette truende element, der siges at frygte ham – men ikke hans hund – og behandle ham som en gud (cirklen er sluttet). Sandheden er dog snarere, at forfatteren ikke har anet, hvordan han skulle skildre en konfrontation mellem sit kunstprodukt og det virkelige, men for at gøre en lang historie kort. Daniel25 når oceanet, udmattet af tørst og sult og lægger sig i den første, den bedste brakvandspyt. Der føler han sig »gennemstrømmet af en nærende, velgørende bølge« – det skal her afsløres, at hans menneskelige fordøjelsessystem er blevet erstattet af fotosyntese – han lever op som en udtørret stueplante. romanen slutter med ordene: »Livet var virkeligt.«

På intet tidspunkt hæver romanen sig over det mondæne underliv og når slet ikke det evige. Lad mig tilføje, at jeg hører til dem, der ikke synes, at det er fint at kede sig, litteratur skal være spændende, berigende og underholdende. Min initialoplevelse havde jeg som 15-rig, da jeg faldt over Strindbergs Dødsdansen og slugte den i samme feberrus, som jeg ellers slugte cowboyromaner og anden kulørt kiosklitteratur. Houellebecq’s forekommer mig blot at foretage en kedsommelig trommedans omkring hans egen navle: Umba Umba Uhm!