18.4.08

De Sorte Spejdere overtager MetroXpress

Gratisavisen MetroXpress lader Anders Lund Madsen og Anders Breinholdt fra radioprogrammet De Sorte Spejdere lege chefredaktører.

Hvis MetroXpress ser lidt anderledes ud på næste tirsdag, kan det være fordi chefredaktørposten den 21. april er overtaget af De Sorte Spejdere.

De Sorte Spejdere er navnet på et populært radioprogram på P3, der har Anders Lund Madsen og Anders Breinholt som værter. Men MetroXpress’ chefredaktør Jakob Høyer er ikke bange for, at de to radioværter skræmmer læserne væk.

– Indtil videre er det en en-dags begivenhed, men jeg er sikker på, at deres valg af emner og historier vil gennemsyre avisen. Går det godt, kan det give ideer til andre gæsteredaktører. Men det gælder om, at vi tydeligt fortæller læserne om forsøget dagen før. Så længe læserne ved, hvad der foregår, og at det ikke er den måde MetroXpress normalt er på, så skal det nok gå. Hvis nogle få bliver fornærmede, må vi leve med det, siger Jakob Høyer til Mediawatch.

***