21.9.06

Sony Ericsson i kamp mod iTunes

Sony Ericsson er nu også klar til at spille med på melodien om at sælge musik på nettet. Den 2. oktober åbner den svensk-japanske mobilproducent nemlig sin egen musikportal M-buzz.com. Dermed er Sony Ericsson nu også hoppet med i bokseringen i kampen om at kapre musikhungrende kunder, som Nokia også har meldt sig ind i, efter de købte Loudeye.com i august måned. Indtil nu har musikmarkedet i cyberspace ellers været præget af Apples iTunes, og sådan fortsætter det nok også i den nærmeste fremtid. Sony Ericssons musiktjeneste vil nemlig kun kunne bruges af mobiltelefonerne W850 og W950, skriver det svenske Dagens Industri. Samtidig vil M-buzz.com kun fokusere på nye bands, som stadig er ukendte i den brede offentlighed. M-buzz.com gør det muligt at downloade musik direkte ned på mobiltelefonen. Analytikere siger til det norske Dagens IT, at der vil blive solgt omkring 100 mio. mobiltelefoner med indbyggede musikafspillere alene i år, mens Apple sælger 40 mio. iPods. Ifølge flere rygter skulle Apple være ved at udvikle en såkaldt iPhone, der skulle være en iPod indbygget mobiltelefon, som i fremtiden skal tage kampen op mod mobiltelefonerne.