17.1.08

Danish Music Awards bliver sendt paa MySpace


MySpaceTV præsenterer DMA08

Verdens største internet community MySpace transmitterer Danish Music Awards live til hele kloden lørdag den 23. februar kl. 20:30

For første gang nogensinde transmitterer verdens største internet community MySpace live fra en dansk begivenhed. Og det er musikbranchens årlige prisfest Danish Music Awards, der lægger event til MySpaces store, danske TV-satsning. Med 13 millioner band- og musiker-profiler er musikken et helt afgørende omdrejningspunkt for MySpace. Alene i Danmark har MySpace 23,000 musikprofiler.

- "Vi ved, at vores brugere er meget musikinteresserede, og nærmest sætter lighedstegn mellem MySpace og musik", fortæller Mikkel Abildtrup Bagger fra MySpace Danmark. "Derfor er DMA en oplagt samarbejdspartner for os. Nu kan vi vise dem, at MySpace også er TV. Og så er der masser af aktiviteter før, under og efter begivenheden, som vores 330,000 danske brugere kan spille en aktiv rolle i", tilføjer Mikkel Abildtrup Bagger, som også forventer international interesse for begivenheden.

Også pladeselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark, der arrangerer Danish Music Awards, glæder sig til samarbejdet med MySpace. IFPI Danmarks marketingdirektør Jesper Bay siger: - "Det giver os så en enestående chance for at prøve helt nye veje. MySpace giver os mulighed for at nå musikfans der, hvor de er. I forvejen er alle de nominerede og optrædende kunstnere på MySpace, og DMA’s profil på MySpace kommer til at udgøre et spændende knudepunkt for både musikere og fans med prisfesten som naturligt fokus, men med plads til alle mulige andre aktiviteter".

Mens de traditionelle TV-kanaler i stigende grad synes at have seertal som væsentligste succesparameter, er det anderledes på nettet. Her er det i lige så høj grad aktivitetsniveauet før og efter selve transmissionen, der tæller. - "Selve TV-transmissionen er i virkeligheden kun toppen af isbjerget", siger Mikkel Abildtrup Bagger. - "For os er det mindst lige så vigtigt, at brugerne er aktive i perioden op til og bagefter. Det er der, hvor de kan stifte bekendtskab med musikken og lære de kunstnere at kende, som de måske ikke har hørt i forvejen. De kan kommentere og diskutere musikken og kunstnerne, og møde andre fans. Og efter DMA kan de se eller gense hele showet eller bare de kunstnere, de bedst kan lide, og fortsætte debatten", fortæller Mikkel Abildtrup Bagger, der understreger, at man ikke behøver selv at have en profil for at se showet på http://dk.myspace.com/danishmusicawards - alle er velkomne.

IFPI’s Jesper Bay ser frem til, at pladebranchen kan være en del af det pionerprojekt, som den direkte TV-transmission på MySpaceTV også er. - "Vi håber selvfølgelig, at rigtigt mange har lyst til at kigge med, når vi overrækker priserne i Glassalen den 23. februar. Det bliver en fin aften med masser af den bedste danske musik lige nu. Men det vigtigste formål med DMA er at skabe fokus på musikken, og engagere publikum. Og der giver samarbejdet med MySpace os nogle helt andre muligheder, end vi kender fra de traditionelle medier. Det glæder vi os til at prøve af."

De nominerede kunstnere offentliggøres på torsdag den 17. januar kl. 15.00, hvor DMA’s officielle MySpace-profil også åbner på http://dk.myspace.com/danishmusicawards.

Danish Music Awards finder sted lørdag den 23. februar 2008 kl. 20:30 i Glassalen i Tivoli. Det er i år 20. gang, begivenheden, der startede som "Dansk Grammy", afholdes.

***