28.11.07

Arne Notkin overtager DR2

Arne Notkin bliver ny chef for DR2 efter den succesfulde ledelsesduo Gitte Rabøl og Mette Davidsen-Nielsen, der forlod posten i august.

Arne Notkin har indtil nu været chef for samme kanals nyhedsudsendelse Deadline.
DRs mediedirektør, Lars Grarup, er glad for at kunne byde ham velkommen:

"Arne Notkin er en meget dygtig journalist med lang redaktørerfaring, og han står for en række værdier, der er afgørende for at kunne føre succesen DR2 videre; skarphed og troværdighed, og viljen og evnen til at tænke helt nyt og udfordre såvel kanalen som seerne," udtaler Lars Grarup.

Arne Notkin kom til Deadline, hvor han var chef, fra en stilling som chef for TV-Avisens indlandsredaktion. Før da havde han arbejdet som reporter og redaktionschef på TV 2 Lorry, som reporter og medredaktør på Weekendavisen gennem otte år, og som chefredaktør på B.T. gennem halvandet år.

Arne Notkin er uddannet cand. mag. i historie og filosofi.

***