16.2.07

Seks kostbare sider i Playboy


En kvindelig sergent i det amerikanske luftvåben er blevet degraderet og fritaget for aktiv tjeneste, efter at hun optrådte nøgen i magasinet Playboy.

Forhåbentlig har hun fået det godt betalt - for den efterfølgende pris har været høj.

En kvindelig sergent fra det amerikanske luftvåben er netop blevet fritaget for al aktiv tjeneste, degraderet og indstillet til afskedigelse, fordi hun optrådte nøgen i magasinet Playboys februar-nummer. Det fortæller nyhedsbureauet AP.

Den 30-årige Michelle Manhart optrådte over seks sider af februar-nummeret.

"Jeg er skuffet over systemet. Man er gået for vidt i denne sag," mener Michelle Manhart, der er tidligere medlem af Air National Guard i Iowa.


Ærefuld tjeneste
Med degraderingen tilbage til nationalgarden har hun også måtte underskrive en opsigelse, hvoraf det dog fremgår, at hendes tjeneste var "ærefuld".

Oscar Balladares, talsmand for Lackland Air Force Base, bekræfter over for AP, at Michelle Manhart er blevet fritaget for tjeneste, men han tilføjer, at luftvåbnet ikke har afskediget hende.

"Når hun er fritaget for aktiv tjeneste, overgår hun igen til nationalgarden. Det er ikke luftvåbnet, der afskediger hende," tilføjer han.

Oberstløjtnant Greg Hapgood, talsmand for nationalgarden i Iowa, siger, at man der endnu ikke har set opsigelsespapirerne.


Optrådte også i uniform
Michelle Manhart, der er mor til to børn, mener, at afskedigelsen hænger sammen med, at hun på nogle billeder også optrådte i uniform og med våben under overskriften "Barsk kærlighed". Hendes mand er også i forsvaret.

Hun vil nu forsøge sig med en modelkarriere.

Etiketter: ,