30.4.07

Internet-guerillaer truer de store medier

Mens de store medier retter skytset mod YouTube for brud på rettigheder, giver et væld af små sider indirekte adgang til stort set alle TV-serier og mange film, og de er langt sværere at bekæmpe.

En lang række sider formidler adgang til TV-serier og film – gratis, reklamefri og ulovlig underholdning, som Internet-brugere tilsyneladende elsker, og som rettighedshavere har svært ved at gardere sig imod. For ganske som guerilla-grupper ændrer de små hjemmesider hele tiden taktik og forsvinder tilsyneladende, blot for at genopstå i en ny form.

Det kræver ikke andet end en gammel PC og et Internet-domæne at drive en guerilla-side, der linker til hele film og TV-serier, som f.eks. ligger på servere i Kina. Og det er uklart, om guerilla-siderne bryder amerikansk lov, når de ikke selv huser ulovligt materiale, men blot formidler kontakten.

”Det er åbenlyst et meget, meget stort problem. Nogle af siderne er virkelig ved at blive populære, så de er en stor bekymring,” siger en talsmand fra Motion Picture Association – Hollywoods lobbygruppe – til Wall Street Journal.

Det er sider som YouTVpc.com, Peekvid.com, QuickSilverScreen.com og Alluc.org, der bekymrer mediegiganterne. Den sidstnævnte bliver drevet af tre tyske teenagere og var mere populær end Sonys videodeling i marts måned.

I modsætning til fildelingen på de såkaldte peer-to-peer netværk, hvor også film og TV deles flittigt, kræver guerilla-siderne ikke noget af brugeren, og der går næsten ingen tid med download. I stedet bliver videoen vist direkte på skærmen – som regel i lavere kvalitet end analogt TV.

Film- og TV-branchen bebuder en offensiv mod ”snylterne”, som industrien kalder guerilla-siderne, men det kan blive ganske svært at bekæmpe dem. Der opstår hele tiden nye sider, og lukkede sider genopstår. Samtidig har hver guerilla-side kun en mindre del af det samlede antal sortseere, til gengæld er der mange forskellige sider, der linker til film og TV.

***