28.5.06

Ny pladebutik i København


I en tid, der har set den ene lille pladebutik efter den anden lukke, er det glædeligt at kunne sige, at København nu har fået en ny én af slagsen. Den islandske butik 12 Tónar har åbnet en dansk filial i Fiolstræde 7.

Butikken, der også huser en minimalistisk tøjbutik, skal køre meget efter samme princip, som storebroderen i Reykjavik.

»Vi vil ikke bare bringe islandsk musik til Danmark, vi vil også være en del af det danske musikliv«, fortæller en af ejerne af 12 Tónar på Island, Lárus Jóhannesson, i telefonen fra vulkanøen.

Ligesom på Island skal den københavnske filial fungere som et pladeselskab og distributionsselskab. 12 Tónar huser blandet andet Mugison, Apparat Organ Quartet og Trabant, og Jóhannesson fortæller, at selskabet allerede har et par danske bands i kikkerten.

Ellers er butikken baseret på et vidende personale, et godt udvalg samt en hyggelig stemning. Kunderne kan sidde og lytte til Cd'er i bløde stole og få sig en gratis espresso, ligesom butikken planlægger at afholde flere in-store koncerter.

Den første finder sted allerede fredag i næste uge, hvor Mugison smutter forbi mellem sine koncerter på HavneScenen og ved Spot festivalen. Flere koncerter er planlagt henover sommeren, fortæller Jóhanneson. Butikken planlægger også et reelt åbningsarrangement i juni.

12 Tónar
Fiolstræde 7
1171 Kbh K

Mugison
In-store koncert
Fredag d. 2. juni kl. 13.