Politi finder hashplantager med Google Earth

VIND BILLETTER TIL MTV EUROPE MUSIC AWARDS

MTV og Club metroXpress giver dig chancen for at være med på Rådhuspladsen når Europe Music Awards 2006 skydes i gang den 2. november.

3G telefoni i Metroen

København: Fra december 2007 kan Metroens passagerer føre videosamtaler og surfe på Internettet, mens de bevæger sig gennem byen. Ørestadsselskabet indgik for nylig en aftale om 3. generations telefoni i Metroens tunneler og på stationer.

I første omgang er det kun selskabets 3's kunder, som får adgang til 3G telefoni i Metroen. De øvrige telefoniudbydere, TDC Mobil, Sonofon og Telia, kan hægte sig på aftalen senere, hvis de ønsker det.

"3G dækning i Metroen bliver en ekstra service til vores passagerer. Teknologien gør, at vi i fremtiden vil blive mere og mere uafhængige af tid og sted. Det skal vi selvfølgelig også være under den daglige rejse i Metroen", siger Torben Johansen, teknisk direktør i Ørestadsselskabet.

Aftalen om 3G dækning i Metroen har været uden omkostninger for Ørestadsselskabet

Michel Houellebecq: Fremtidsroman om livet som klon

Michel Houellebecq: Muligheden af en ø. Oversat af Lars Bonnevie. 350 sider. 299,95 kr. Borgen.

LIGESOM sin navnefader profeten Daniel skal Michel Houellebecqs hovedperson Daniel1 forestille at kunne læse skriften på væggen, tidens tegn og verdens tilstand. Mené, mené, tekél... du er vejet og fundet for let. Forfatterens seneste roman »Muligheden af en ø« – fint oversat af Lars Bonnevie – handler om livets store spørgsmål, genfødsel og det evige liv. Romanens hovedperson Daniel1 er en surmulende narcissist, en pubertær misantrop, der nærer en skrækslagen angst for kroppens forfald og aftagende seksuel energi (en velsignelse efter min mening, da man med alderen slipper for pikkens tyranni). Daniel1 har haft stor succes som stand-up komiker med sin »alliance mellem ondskab og latter«, (der findes underholdende momenter i romanen), han er blevet velhavende af at krænke alle tænkelige religiøse, seksuelle og sociale tabuer. LAD OS KASTE MINISKØRTER NED OVER PALÆSTINA, ÆD GAZASTRIBEN o.s.v er titlen på nogle af hans sketches – tilsat lidt antisemitisme for balancens skyld. Han har endelig, udmattet af at føre sig selv frem, trukket sig tilbage til sin luksusvilla i Spanien med sin smukke, endnu stramrøvede hustru Isabelle, forhenværende chefredaktør for det mondæne ugeblad Lolita, hvis læserskare – ifølge forfatteren – først og fremmest består af midaldrende kvinder med alderdomsfobi. I denne verden – og tilsyneladende også i forfatterens – handler det kun om stramme kusser, sædafgang, penge og berømmelse. Kærligheden er en skødehund ved navn Fox.

Spanien bliver naturligvis et mareridt af tomhed og parret skilles i ligegyldig venskabelighed. Nær sin mid-life krise møder Daniel1 endelig sin store kærlighed. Spændende, ikke sandt? Måske vil denne affære bringe ham ind i en ny udvikling, men nej, forholdet til den 21-årige Esther, den store luder i åbenbaringen, er blot en potensering af gammel adfærd. Esther – enhver pubertetsdrengs drøm – gør sin kunde Daniel1 lykkelig med sin mund, sin g-streng, sin stramme drengerøv og sine gennemsigtige sommerkjoler, men gengælder ikke hans følelser, eller hvad det nu er, han har. Her rumsterer Céline heftigt i baggrunden, om end forskellen mellem »Rejsen til Nattens Ende« og Houellebecqs »Ø« er som mellem ild og opvaskevand. Det stakkels rær må nøjes med fremragende oral og vaginal betjening, og jeg må gribe mig i at tænke, at hvis mænd (franske?) virkelig er så dumme, så ønsker jeg at skifte køn, om end kvinder – ifølge forfatteren – er lige så indskrænkede.

Daniel1 lider af kærlighedssorg, og hans faldende sædproduktion bringer ham i forbindelse med Elohimitterne, en new-age sekt, hvis trosdogme er, at mennesket blev skabt af højerestående videnskabsmænd fra en fremmed planet (Supermans fødeplanet Krypton gør sig her bemærket). Elohim, det hebraiske ord for Gud, kendes også fra »Eloi« i H.G. Wells‘ Tidsmaskinen, tidsrejser er også en drøm om evigt liv), og deres projekt er at skabe evige liv ved hjælp af kloning. Dette er naturligvis kristendomspersiflage.

Omstændeligt beskrives, hvordan de store kristne mysterier omsættes til biogenetisk realitet: sektens myrdede profet genopstår i sin søn, bedraget fremstilles som den første vellykkede kloning. Den katolske nadver – man må vide, at katolikkerne tror, at de indtager frelserens kød og blod, når de indtager brødet og vinen – bliver omsat til kannibalistiske scener; den myrdede profets tolv »morgennymfer« sendes ud blandt de troende som apostle for kærligheden, altså den kødelige, og det hele ender med Daniel1s selvmord, efter at han har testamenteret sin formue og sin DNA til sekten og derved sikret sig evigt liv.

Undervejs får man en stærk mistanke om, at romanen består af to udkast, historien om stand-up komikeren Daniel1 og satiren over Elohimitterne, der nødtørftigt er – ikke klonet – men klæbet sammen.

ROMANENS anden fortæ-lestreng er Daniel1s kloner, Daniel 24, Daniel 25, der i de forløbne årtusinder – i selskab med den klonede skødehund Fox – har tilbragt livet i en slags ubestemmelig jordisk cyberspace med at kommentere deres for-klon faders livshistorie og udveksle lyriske forsøg (under lavmål) med lige så klonede efterkommere af hans gamle kærester.

Atomkrige (hvad ellers?) og klimakatastrofer (naturligvis) har imens lagt Jorden øde, kun spredte flokke af den gamle menneskerace overlever i ruinlandskaberne efter den store vestlige (franske?) civilisations undergang.

Forfatteren skildrer den gamle races sædeforfald med samme visionære kraft, som man kender fra vittighedstegningen om stendaldermanden, der kommer slæbende med sin kølle og sin nedlag-te kvinde ved håret. Prost Mahl-zeit!

Men klonen Daniel25 plages af ubestemmelige længsler – det er nu engang kloners lod – og han forlader en skønne dag sit beskyttede liv for at søge oceanet, (det er uklart, om »Dune« også ligger et sted i romanens matrice, halvkvalt og livløs). Han ledsages af Fox, hans trofaste følgesvend gennem tusinder af år, der med forbløffende hast genvinder sine gamle dræberinstinkter, indtil den selv må lade livet for den gamle menneskerace, mens Daniel25 tilbagelægger sin vandring uden at komme i direkte kontakt med dette truende element, der siges at frygte ham – men ikke hans hund – og behandle ham som en gud (cirklen er sluttet). Sandheden er dog snarere, at forfatteren ikke har anet, hvordan han skulle skildre en konfrontation mellem sit kunstprodukt og det virkelige, men for at gøre en lang historie kort. Daniel25 når oceanet, udmattet af tørst og sult og lægger sig i den første, den bedste brakvandspyt. Der føler han sig »gennemstrømmet af en nærende, velgørende bølge« – det skal her afsløres, at hans menneskelige fordøjelsessystem er blevet erstattet af fotosyntese – han lever op som en udtørret stueplante. romanen slutter med ordene: »Livet var virkeligt.«

På intet tidspunkt hæver romanen sig over det mondæne underliv og når slet ikke det evige. Lad mig tilføje, at jeg hører til dem, der ikke synes, at det er fint at kede sig, litteratur skal være spændende, berigende og underholdende. Min initialoplevelse havde jeg som 15-rig, da jeg faldt over Strindbergs Dødsdansen og slugte den i samme feberrus, som jeg ellers slugte cowboyromaner og anden kulørt kiosklitteratur. Houellebecq’s forekommer mig blot at foretage en kedsommelig trommedans omkring hans egen navle: Umba Umba Uhm!

Mon John Mayer ville spise menneskekød?

Interview: Amerikanske John Mayer har i en alder af 29 år overlevet sin 30 års-krise. Med sit mest soulede album til dato blotter bluespopperen sin sjæl og rusker op i sin generation. Og nå ja, så tager han også lige stilling til kannibalisme ... Af: Avisen.dk (Journalist)
Profil | Artikler | Blog

Af Rune Skyum-Nielsen, Amsterdam - rusk@avisen.dk

John Mayer er en af USA's største stjerner, og han må have lagt øren til lidt af hvert om kroppe og kadavere gennem sine syv første år i showbizz. Særligt efter sit gennembrud med sællertsjæleren 'Your body is a wonderland' fra 2001. Men da en journalist fra et danske kvindemagasin kommer i audiens, kan man høre hans grådkvalte grin gennem døren til suiten på et femstjernet hollandsk hotel. Hun slår alligevel alt, han tidligere har været udsat for.

En times tid senere forlader den danske presse-delegation gæstgiveriet, og den 29-årige bluespopper forsøger stadig at fordøje et af kvindemagasinets standardiserede spørgsmål til smækre ungersvende. Han stiller sig i døråbningen og fabulerer:
»Jeg ved ikke rigtig, om nogen vil tro mig, hvis de spurgte, hvad jeg har lavet i Amsterdam. Skulle jeg virkelig svare, at en skribent rejste 3.000 kilometer for at spørge mig, om jeg ville spise menneskekød som en sidste udvej for at overleve. Eller at jeg fløj 15.000 kilometer for at svare på det?«

Under Nyhedsavisens 20 minutter får John Mayer ikke mulighed for at udstille sin utilstrækkelige afstandsfornemmelse yderligere. Sarkasmen siver heller ikke ned ad væggene. Til gengæld glider øjeblikkets bedste sælgende amerikanske artist i flere tilfælde ud over den guldmalede rokoko-stol, han har placeret sit sortklædte korpus i. Sangeren døser efter en heftig koncert aftenen før på et propstoppet spillested i Amsterdam. Sænker gradvist sit sortlokkede hoved og svirper det tilbage på plads med et sæt. Igen og igen og ...

Snerten af smerten
Koncerten bød på prøver fra John Mayers nye album, 'Continuum', men også på en pæn portion af den, tilsyneladede, yderst yndede sarkasme. Som da han skulle til at spille hittet 'Waiting for the world to change', der endnu en gang har skudt ham til tops på de amerikanske salgslister, og introducerede det med en hilsen til veninderne i den George W. Bush-kritiske countrytrio Dixie Chicks:
»Det har ikke været nogen heldig ting for dem at udtale sig om vores præsident. Så det lader jeg være med.«

Næste dag vægrer John Mayer sig fortsat ved at gå til emnet, men han forklarer dog, hvad 'Waiting for the world to change' handler om. Det er ikke nødvendigvis den USA-kritik, som folk gerne fortolker nummeret i retning af:
»Jeg synger jo om verden og ikke bare mit land. 'Waiting' siger noget om vores generation, der sidder med hænderne i skødet og håber, at tingene forandrer sig af sig selv. Meningen er at få folk til at gøre noget, for hvordan kan vi nærmest være stolte over ikke at gøre noget? Ændr det, tag sagen i din egen hånd.

Venter du selv?

»På nogle punkter har man jo ingen chance for selv at gøre noget. Af og til må man vente på, at verden ændrer sig, og på den måde lever man sit liv inden i et større liv.«
»Vores generation er vant til at vente, og jeg selv har ventet på at blive ældre – og frygtet det. Da jeg fyldte 27, fik jeg på mange måder min 30 års-krise. Jeg havde haft travlt, blevet overvældet af succes og manglet kontinuitet, siden jeg var 19. Og det slog mig, at min ungdom lakkede mod enden. Nu lever jeg med min alder og er glad for at modnes med det ansvar og større perspektiv, der følger med.«

Teksterne på John Mayers tredje og til dato mest soulprægede album har i det hele taget fået en snert smerte, der ikke tidligere radierede fra den pæne – nogle ville her tilføje et 'og polerede' – musiker. Det bliver tydeligst på 'Dreaming with a broken heart', hvor han konstaterer, at det ikke altid er spor sjovt at vågne. Op til virkeligheden. »The waking up is the hardest part,« som han synger.
»Det er selvfølgelig noget, jeg selv har prøvet. Når nogen har sagt farvel til mig, eller jeg har måttet sige farvel, 'Åh, hun er her ikke,' tænker man pludselig. 'Shit, det skete! Det skete virkelig!' Den følelse kender jeg alt til.«

Hvad kræver det af dig at skrive den slags lyrik?

»Jeg skal være i et særligt lune og bliver nødt til at være virkelig åben. Det er som at udføre en operation og dykke ind i sig selv, selv om det gør ondt. Tidligere kunne jeg godt sætte mig ned og lave en tekst, fordi jeg manglede én. Nu skriver jeg først, når jeg har idéen. Men inspirationen er ikke kommet til mig længe. Når det sker igen, vil jeg køre løs.«

Måske kan spørgsmålet fra det danske kvindemagasin hjælpe musikeren i gang med et af de helt store eksistentialistiske emner – kannibalisme og menneskets overlevelsesmekanismer. For hvad ville han egentlig gøre, John Mayer, hvis han stod i dilemmaet at måtte spise menneskekød eller krepere selv?
»Jeg ville gøre det. Ville alle ikke det?«

Danske film fra hele verden

Om knap en måned lyder startskuddet til den fjerde udgave af dokumentarfilm-festivalen CHP:DOX. Men allerede i dag kommer programmet på gaden, og en hurtig gennemgang vil vise, at der i år er usædvanligt mange danske dokumentarfilm med i det ambitiøse program.

I alt er der 31 danske film ud af 150 med på festivalen. 11 af dem er samlet under temaet ‘Ny dansk dokumentar’. De er alle produceret inden for det seneste år – og ligesom det er tilfældet med de mange danske film i hovedkonkurrencen CPH:DOX Award, foregår mange af dem i lande langt fra Danmark.

De danske dokumentarfilm-instruktører oplever stor succes både herhjemme og i udlandet i disse år. Det skyldes blandt andet Det Danske Filminstituts nye TalentDok-ordning, der hjælper nye dokumentarfilm-instruktører ind i branchen.

Med på festivalen er blandt andet Eva Mulvads ‘Enimies of Happiness’, der følger en 28-årig afghansk kvinde, som stiller op til det første frie parlamentsvalg i landet, Andreas Møl Dals-gaards ‘Afghan Muscels’ om bodybuildere i Afghanistan og Suvi Andrea Helminens ‘Kærlighed og smadret glas’, der handler om en 13-årig pige fra Kirgisistan.

Festival med succes
En af dem, der tegner til at få stor kunstnerisk og kommerciel succes ikke bare på CPH:DOX, men også i udlandet, er filminstuktøren Asger Leth, der i sidste måned havde premiere på sin første film, ‘Ghost of Cité Soleil’, på en festival i Canada.

Dokumentarfilmen handler om det krigshærgede Haiti, hvor bandemedlemmer jagter hinanden i de mest trøstesløse og livsfarlige slumkvarterer, man kan forestille sig.

Den 35-årige instruktør satte sit eget liv på spil for at komme tæt på de mest eftersøgte mænd i det lille land og lave en film, der i formen minder mest om fik-tion, men som er blodig alvor.

Da CPH:DOX blev afholdt første gang for tre år siden, var festivalen båret af frivilligt arbejde. I år er der for første gang et fuldtids-ansat sekretariat bag filmfestivalen, der i løbet af sin korte levetid er vokset til at blive Nordens største dokumentarfilm-festival – og den femte største i Europa.

H&M-arving smadrer 800 hk-sportsvogn

Kim Bodnia havnet i norsk filmskandale

Copenhagen Music Week tyvstarter med gratis DSB-koncerter

Kendte scorer kassen på reklamer

De 15 største reklameskuespillere

1. Søren Pilmark, DSB
2. Mads Mikkelsen, Bro bizz/Storebælt
3. Nicolas Bro, Bro bizz/Storebælt
4. Peter Gantzler, Totalkredit
5. Paprika Steen, Codan
6. Kirsten Lehfeldt, Tuborg
7. Peter Frodin, Tuborg
8. Dejan Cukic, Home
9. Niels Olsen, Schulstad
10. Gorden Kennedy, HTH-køkkener
11. Thomas Bo Larsen, TDC
12. Peter Mygind, Quick-skrab
13. Simon Juul Jørgensen, Sonofon
14. Iben Hjejle, Zendium
15. Sidse Babett Knudsen, Garnier/Nutrisse
Listen er udarbejdet på baggrund af TV2's reklamehitliste og udtalelser fra flere af de reklame- og castingbureauer, der laver reklamerfilm til dansk TV.

Tysk pornomodel død af reje-cocktail

Extras - Bowie