4.2.09

JP og Politiken flytter sammen


Morgenavisen Jyllands-Postens københavnske afdeling flytter til efteråret fra sit domicil på Kongens Nytorv og rykker i stedet ind i Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det skriver epn.dk.

Der er blevet plads på Rådhuspladsen, efter at 24timer er rykket ind hos MetroXpress. Og Jyllands-Posten får plads på anden sal med Politiken nedenunder og Ekstra Bladet ovenover.

Ifølge JP/Politikens Hus' administrerende direktør Lars Munch er Ekstra Bladet og Politiken de bedste eksempler på, at konkurrerende aviser mestrer at bo under samme tag.

"Det bliver en gevinst for alle at være en del af et stort mediehus, der huser landets tre stærkeste aviser, foruden forlagsaktiviteter, boglade, fotobureau, de fleste fællesfunktioner og meget andet," skriver han i meddelelsen til medarbejderne.

Grunden til flytningen er, at Jyllands-Posten i dag har for mange kvadratmeter på Kongens Nytorv, avisens distribution i København er lukket, og blandt andet avissalg er centraliseret i Viby - og ikke mindst indebærer flytningen betydelige og varige driftsbesparelser for Jyllands-Posten.

***

2.2.09

Johnny Laursen overdrager Benjamin til Bonnier




Stifteren af forlaget Benjamin Medier, Johnny Laursen, sælger sin sidste andel af virksomheden.

Det skriver Mediawatch. Siden 2001 har Bonnier Publications ejet 50,5 pct. af Benjamin Media med en ti-årig option på at købe resten. Det er den aftale, der nu er indgået.

"Jeg har meddelt min exit til Bonnier i fredags. Det vil sige, at jeg sælger min sidste del af selskabet til Bonnier i marts måned på vores generalforsamling, og at jeg træder ud af Benjamin på det tidspunkt," siger Johnny Laursen til netsiden.

Også forlagets adm. direktør, Jan Lehrmann, sælger sin andel på knapt 2,5 pct. til Bonnier. Ingen af parterne ønsker at oplyse salgsprisen.

"Jeg er bestemt tilfreds, men vi har aftalt ikke at nævne salgsprisen," siger Johnny Laursen, der ikke har planer om at kaste sig over andre mediebudgetter foreløbig.

Benjamin udgiver blandt andet M, FHM, Costume, Woman og Cosmopolitan.

***