21.5.08

MetroXpress og 24timer fusionerer

Danmarks suverænt største gratisavisudbyder hedder fremover MetroXpress A/S, der med øjeblikkelig virkning bliver udgiver af både metroXpress og 24timer.

Aviserne har tilsammen mere end én million daglige læsere. JP/Politikens Hus indtræder som medejer af MetroXpress A/S.

Med de to gratisaviser kan MetroXpress A/S give annoncørerne adgang til ca. 1 million daglige læsere, primært i den attraktive målgruppe 14 til 49 år, og hele 1,9 millioner forskellige læsere hen over en uge - svarende til halvdelen af den danske befolkning over 14 år. MetroXpress A/S opnår dermed en meget stærk position, som giver mulighed for at skabe god økonomi i begge aviser. Denne position skal styrkes og udbygges ved at investere i både oplag og redaktionel produktudvikling, siger adm. direktør Søren Riis, MetroXpress A/S.

'Jeg er overbevist om, at vi kan udgive og drive to overskudsgivende gratisaviser i Danmark. Nu har vi de to bedste gratisaviser, og derfor har vi også en unik mulighed for at dække det meste af Danmark og sikre en sund økonomi i et vanskeligt marked. Vi kan tilbyde annoncørerne en kolossal gennemslagskraft og samtidig udnytte de mange omkostningsmæssige synergier, der opstår, når vi har to gratisaviser i samme selskab,' udtaler Søren Riis.

I JP/Politikens Hus er der også stor glæde over aftalen og det fremtidige medejerskab af MetroXpress A/S:

'Vi har stået i den paradoksale situation, at vi - trods 24timers succes - har været fortalere for en konsolidering i markedet, fordi det næppe er holdbart med fire gratisavisudgivere. Med denne aftale styrker vi vores position på markedet som medejere af de to gratisaviser, vi tror mest på, og vi har stor tiltro til, at netop Metrokoncernen kan løfte opgaven', udtaler koncerndirektør i JP/Politikens Hus, Torsten Bjerre Rasmussen, som nu indtræder i MetroXpress A/S bestyrelse.

I 2. halvår 2007 havde metroXpress 507.000 læsere og 24timer havde 535.000 læsere. MetroXpress og 24TIMER har kun 16 % fælles læsere og den samlede dækning er derfor uden sidestykke i Danmark.

Med sammenlægningen får MetroXpress A/S en ny ejerkreds. JP Politikens Hus A/S indtræder med 24,5 %, mens de hidtidige ejere A-Pressen og Metro International SA herefter ejer henholdsvis 24,5 % og 51 % af selskabet.


***